Forestil dig, at du modtager en bil med en periodisk tilbagevendende fejl, eksempelvis periodisk afbrydelse, og bilen har allerede været på et eller flere andre værksteder uden succes. Kunden, som hurtigt er ved at miste tilliden til værksteder, vil bare have løst problemet. Hvad gør du?
Du starter nok med at tjekke bilen for at se, om der er nogen åbenlyse fejl, eller der mangler noget, og så tilslutter du sikkert dit scanningsværktøj. Hvis vi antager, at ingen af disse tjek giver nogen nyttige resultater, er det sikkert tid til at dykke lidt dybere ned i diagnostikprocessen og finde et el-diagram frem.
Men før du gør det, skal du vide præcis, hvad et el-diagram er, og hvordan det læses.
Simpelt udtrykt er et el-diagram en visuel fremstilling af et elektrisk kredsløb. Afstanden mellem punkter på diagrammet viser ikke bogstaveligt talt den sammenfiltrede masse af ledninger på en bil, men at følge et spor på illustrationen vil præcist vise den måde, komponenterne i en bils elektriske system er indrettet.
Op til slutningen af forrige århundrede var diagrammer kun tilgængelige i fysiske servicemanualer, som selv på en simpel bil fra 1980’erne kunne betyde, at man skulle følge linjen med fingeren hen over flere sider. Det var nemt at miste den forbindelse, man fulgte, og det hjalp ikke ligefrem, at disse diagrammer typisk ikke blev trykt i farve.
Det ændrede computerne. I 1990’erne var det muligt at slå fulde el-diagrammer op på computerskærme, selvom det normalt skete på omfangsrigt computerudstyr på forkontoret med software, som kørte fra fysiske disketter. Senere gjorde bærbare computere og tablets, samt cloudbaseret software, som Autodata i fuld farve, og interaktive diagrammer det endnu nemmere at spore fejl.
Brugere kan nu søge efter komponenter, zoome ind og ud som de ønsker, og klikke sig videre til relaterede afsnit og andre relevante oplysninger.
Hvert diagram fremstilles af det interne team af bilteknikere og tekniske illustratorer og er baseret på OE-data. At tegne sådanne diagrammer og gøre dem nøjagtige er en højtkvalificeret og meget arbejdskrævende proces og indebærer ofte forhandlinger om ophavsret med bilproducenten, men da de er så vigtige for teknikere, sætter Autodata betydelige ressourcer af til at fremstille dem.
Denne moderne måde til at præsentere data på er yderst kærkommen. Udover det høje antal diagrammer til hver bilmodel (der kan være op til 30 separate diagrammer til hver model, og Autodata har i øjeblikket over 290.000 i sine systemer), har hver reference en lang række styreenheder, følere, skjulte sikrings- og stelpunkter, som skal findes og testes, når et kredsløb tjekkes.
Erfarne teknikere vil som minimum have en prøvelampe og et digitalt multimeter til at teste for strøm, dårlige stelforbindelser og tjekke komponenter. Andre ofte anvendte værktøjer omfatter en sonde, som leverer 12 V (eller 24 V) for at belaste kredsløb med spænding for at teste dem, og oscilloskoper, som lader teknikere “se”, hvad der sker i et kredsløb, ved at slutte dem til ledningerne og generere en bølgeform, som man kan tage et øjebliksbillede af for at undersøge det og afdække anomalier.
“Moderne elektriske systemer og ledningsnet bliver stadigt mere komplekse, og selv de mest erfarne teknikere kan opleve reparationer som afskrækkende, hvis de ikke har nogen hjælp”, udtalte Salim Arkadan, ledende produktansvarlig hos Autodata.
“Vores konstant voksende bibliotek af søgbare, interaktive el-diagrammer i farve hjælper disse bileksperter med deres diagnostikproces, så de kan finde fejlen hurtigt og præcist, hver gang,” tilføjede han.
