Skip to main content
March 27, 2023

Hvornår er en bil med hybridfremdriftssystem ikke en hybrid?

Jeg er lidt forvirret over bilproducenternes brug af udtrykket “hybrid”, når de beskriver deres bils fremdriftssystem. Ifølge ordbogen betyder “hybrid” en krydsning af to forskellige plante- eller dyrearter. I bilverdenen er udtrykket “hybrid” synonymt med en bil, som drives af en blanding af fossilt brændstof og strøm, men hvorfor tænker vi altid på hybridbiler som en blanding af fossilt brændstof og strøm? Hvis vi anvender ordbogens definition af hybrid, kan en bil, som drives af benzin og gasformigt brændstof, såsom LPG eller CNG, så anses som en hybrid?

En vis japansk bilproducent satte en meget høj standard, da de først masseproducerede deres bil med hybridfremdriftssystem og gjorde den tilgængelig for offentligheden, og det er her, udtrykket hybrid bedst passer til blandingen af to forskellige forsyningskilder til at drive en bil. I mange år var det første, vi tænkte på, når nogen brugte udtrykket “hybrid” om biler, Toyota Prius. Prius kombinerede en intern forbrændingsmotor, som kørte på benzin, og en elmotor i forbindelse med et højspændingsbatteri til at drive bilen, og blev hurtigt den bil, man skulle have for at “hjælpe med at redde planeten”.

Andre bilproducenter var ivrige efter at få del i æren for grønne bedrifter og er hoppet med på hybridvognen, men når man kigger nærmere, er alt ikke, som det ser ud. Tag for eksempel mikro-hybrid-fremdriftssystemet (MHD). Det lyder godt, når man siger det højt, men er systemet en hybrid i den forstand, som vi alle kender, når vi tænker på en Prius hybrid? Desværre ikke. Visse tidlige MHD-systemer var ikke mere end et motor-stop/start-system! Og så har vi “Mild Hybrid” bilen. I de fleste tilfælde anvender denne type hybridsystem en elmotor til at understøtte den interne forbrændingsmotor; elmotoren driver ikke selv bilen. Den nyeste inkarnation af fremdriftssystemet, som bærer hybrid-betegnelsen, er et 48-volts mild hybridfremdriftssystem. Dette system anvender stadig ikke en elmotor til selv at drive bilen, men det elektriske system understøtter den interne forbrændingsmotor under acceleration og ved at overtage styringen af visse systemer, såsom aircondition og endda i nogle tilfælde turboladning.

Misforstå mig ikke. Jeg er stor tilhænger af at gøre verden grønnere, og fremskridtene og innovationerne inden for bilteknologi for at opnå dette er utrolige. Jeg ville bare ønske, at bilproducenterne var klar over, hvad en hybrid er, når de sætter betegnelser på deres biler. Når alt kommer til alt, har man jo brug for at vide, hvilken type hybridfremdriftssystem, man har at gøre med, især når man skal lukke systemet ned for at udføre reparationer.

Share this article: